Den første billedbog med en julenisse blev udgivet i 1898.  Det var Louis Moes: Julemandens Bog.
Julemanden bor på Nordpolen og bruger al sin tid på at male legetøj. Først når den lange vinternat begynder, tør han tage sig et hvil.  Da julen er ved at nærme sig, kommer juleenglen for at vække julemanden.Derefter drager de afsted i julemandens hundeslæde. Rejsens første stop er hos samerne, hvor julemanden skifter hundeslæden ud med  en slæde trukket af rensdyr. Næste stop er skoven, hvor  julemanden fælder det første juletræ. I skoven slutter julenissen sig til selskabet. Herefter drager de tre ud i verden med træet, gaverne og en glædelig jul til alle. Julenissens opgave er i den forbindelse at hjælpe julemanden med at bærer gaverne til børnene. De er nemlig ikke i en stor sæk, sådan som vi kender det. Gaverne er i en stor kuffert, der skal bæres af to.    
Moe blev født i Norge i 1857. Kom til Danmark i 1875 for at gå på kunstakademiet i København. Han er særlig kendt for sine billedebøger og postkort. Moe døde i 1945 i København.